Parkour Øvelse – Kash Vault
Parkour øvelse – Lær Kash Vault
Kash vault er et super flot, men også ét af de sværere vaults, som kræver god styrke i skuldre og arme. Det er en blanding af de to vaults, dash og kong; deraf navnet kash.
Setup
Bør som alle andre vaults trænes på en skridsikker overflade i mavehøjde. Det er nødvendigt, at forhindringen har en bred overflade, der muliggør de to afviklinger, som bevægelsen indeholder. Tjek altid hvad der er på den anden side, hvis ikke der er frit udsyn.
Udførelse af Kash Vault
- Løb i en lige linie mod forhindringen i et middel tempo, og sæt eksplosivt af med ét-bens afsæt.
- Hænderne placeres på forkanten af forhindringen og afvikles, mens benene trækkes op under kroppen.
- Inden benene passerer gennem armene, skal disse slippe overfladen ved hjælp af den kraftige afvikling, mens benene strækkes fremad, som når man laver et dash. Armene sættes igen i overfladen bag kroppen, for at holde kropsvægten.
- Der sættes af som ved et dash, og benene skilles i landingen, så man sikrer det videre flow.
Tilfør en tilpas mængde momentum i hoppet på hænderne, så du har tid til hurtigt at trække benene igennem og afslutte movet ved at lave et dash vault.
Forøvelser
Lav monkey-vault, hvor du lander med benene oppe på forhindringen efter dit afsæt med armene. På denne måde kan du arbejde dig længere og længere henover forhindringen med benene, indtil du til sidst laver kash vault.
Problemstilling
- Overgangen fra den første position til den anden kræver god koordination. Sørg for ikke at have for meget fart på i den første del af bevægelsen, da det på den måde bliver nemmere at styre overgangen.
Variationsmuligheder
Kash-2-Split:
Udføres ved, at man splitter benene sidst i udførelsen i stedet for at holde benene samlede.