Parkour Øvelse – Precision

Parkour øvelse – Lær Precision

Et precision har, som navnet antyder, noget at gøre med præcision. Det er en bevægelse, som går ud på at lande et bestemt sted i balance. Precisions kan udføres på mange forskellige niveauer og er ét af de elementer i parkour, som der altid kan udvikles og bygges videre på.

Setup

Et precision bør kun udføres på tørre og skridsikre overflader. Precisions kan anvendes på både mure, afsatser og rails (gelændere). Jo bedre man bliver, desto mindre bliver kravet til landingsfladens størrelse. Det er derfor en god investering at bruge tid på at lære den korrekte teknik.

Udførelse af stående precision
  • Du står foran det gap (mellemrum), som du gerne vil passere. Fokusér og forestil dig, hvor på den modsatte side du vil placere fødderne i landingen.
  • Stil dig i god balance med en smule afstand mellem fødderne, og bøj let i benene for at få god affjedring i afsættet.
  • Læn dig fremad og sving, når du kan mærke, at du er nået yderpunktet. Sving kraftigt fremad med armene, samtidig med at du med benene sætter af med maksimal kraft fra kanten.
  • Det er meget vigtigt, at du trækker knæene godt op under dig i svævefasen og fokuserer på dit landingspunkt.
  • Når du nærmer dig landingen, strækker du benene ud, og forbereder at kunne afdæmpe stødet i landingen og gribe farten ved at bøje næsten helt sammen i benene.
  • Koncentrér dig om at lande på de forreste trædepuder af foden. Dette giver den blødeste og mest skridsikre landing. For at forhindre at du får et ”tsuk” (et begreb, som man bruger inden for gymnastikkens verden for et stød i anklen, som føles som om, at slaget lammer den øverste del af vristen) er det vigtigt, at du samler fødderne i landingen og affjedrer godt.
parkour business og forretning
Precision - på billedet ses Martin og Signe fra JIYO lave "Precision" på søjlerne ved Kalvebod Brygge i København. Precision øvelsen kræver træning og præcision for at mestre.
Precision - Lær Parkour med Team JIYO
Parkour øvelsen "Precision" gælder om at springe kontrolleret og - som navnet antyder - lande præcist.
Forøvelse

En god forøvelse til precision er at anvende et par europa-paller, da man selv kan justere afstanden mellem disse.

Hermed er det muligt at starte med dem tæt sammen og lige så stille øge afstanden.

Når du har brug for mere udfordring, kan du vende pallerne om og bruge de smallere brædder på undersiden.

For at hjælpe dig selv med at huske, hvor lange precisions du kan lave, kan du tælle, hvor mange gange din fodlængde du kan springe.

Dette er en meget god tommelfingerregel for mange traceurs, når de er ude og udfordre nye områder.

Træning i gymnastiksalen

Trin for trin:

1) Start indøvelsen ved at stå på gulvet og gennemgå teknikken i springet.

  • Fokusér på følgende punkter (men maksimalt to af gangen):
  • Læne sig fremad.
  • Svinge kraftigt med arme og ben.
  • Trække benene op under kroppen i svævefasen.
  • Lande på forfoden og gribe landingen ved at affjedre.
  • Fokusere på maksimalt to ting af gangen.

2) Brug stregerne i gulvet. Sæt af fra en streg på gulvet. Test hvor langt eleverne kan springe, og bed dem om at tælle, hvor mange gange deres fodlængde, der er ind til stregen, som de satte af fra. På den måde bliver de bevidste om, hvor lang en afstand de præcist kan springe.

3) Træn eleverne i at sætte af og lande på et bestemt punkt, f.eks. en streg.

4) Brug f.eks. stepbænke, toppene af træplinte eller europapaller til at øve precisions imellem. Justér løbende afstand og højde, så der konstant er udfordring for eleverne.