Parkour Øvelse – Turn Vault
Parkour øvelse: Sådan laver du Turn Vault
Turn vault er et move, der oftest bruges over rails og endvidere i enten drops eller catleaps.
Setup
Du skal bruge et rail (gelænder) eller en smal mur. Dette move bruges utrolig ofte i kombination med et efterfølgende drop eller et catleap, men det anbefales, at du øver et sted, hvor niveauerne er i samme højde på hver side af forhindringen.
Udførelse af Turn Vault
Start med at stå med fronten mod det rail, som du ønsker at anvende. Bestem dig for, hvilken side du vil dreje til over railet. I den følgende beskrivelse tages der udgangspunkt i en drejning mod højre.
- Tag fat på gelænderet med begge hænder. Når du drejer højre om i svinget over gelænderet, skal højre arm drejes mod højre, og der tages fat i gelænderet med et underhåndsgreb. Venstre hånd skal holdes om gelænderet i et overhåndsgreb.
- Armene anvendes til at koordinere bevægelsen og bibeholde balancen i drejefasen.
- Stil dig med let spredte ben, så du kan mærke, at du kan sætte godt af fra jorden. For at få energi nok til at komme over på den anden side, skal du sætte kraftigt af med benene samt trække med dine arme.
- Når du når toppunktet i springet og har hele kroppen over railet, slipper du railet med venstre hånd, lader højre hånd glide ned af railet og griber fat i railet igen med venstre hånd, 43 til venstre for højre hånd. På den måde ender du med at stå på den modsatte side af railet med front mod dette. Du er nu klar til at lave et drop, løbe videre eller hoppe videre i et catleap.
Forøvelser
Det er bedst at starte indlæringen ved et rail, da det er svært at finde bløde forhindringer, som samtidig er tilpas stabile til at kunne øve turn vault på. Det kan dog være en fordel at starte med en højere afsats. Du kan f.eks. sætte nogle europapaller hen foran railet, så du ikke skal springe så højt for at komme over railet, men stadig har tid til at rotere efterfølgende.
Problemstilling
- Husk at sætte af med begge ben samtidig.
- Man kan nemt komme til at svinge kroppen for langt ud i bevægelsen. Tænk på, at turn vault skal foregå i en lige linje over railet, dvs. kroppen skal passere railet i en lige linje over hænderne.
Variationsmuligheder
Turn vault underbar:
Udføres ved, at man efter turn vaulten fortsætter tilbage til udgangspunktet igennem railet med en underbar.
Turn vault 2 catleap:
Udføres ved, at man lander i et catleap på railet efter at have drejet rundt om railet.
Turn vault 2 precision:
Udføres ved, at man efter at være landet hopper videre til et precision.
Turn vault 2 Drop:
Udføres ved, at man laver et drop lige efter at have drejet om railet.
Træning i gymnastiksalen:
Trin for trin:
1) Brug to træbomme og to plinte. Sæt plintene på hver sin side af træbommene, tæt indtil disse. Den nederste bom skal være placeret således, at den stikker et lille stykke op mellem plintene. Den øverste træbom skal være placeret i hoftehøjde på eleverne, når de står oppe på træplintene.
2) Start indøvelsen ved at lade eleverne træne turn vault over den øverste træbom, fra den ene plint fra den anden.
3) Når eleverne har fået styr på bevægelsen, skal der fokuseres på at sætte af fra den nederste træbom og lande på den igen efter turn vault.
4) Når eleverne er ved at være sikre, kan den forreste plint først fjernes og derefter den bagerste.
Mangler du en øvelse eller har du brug for eksperthjælp? Så kan du booke en instruktør fra JIYO til privatundervisning eller gruppe undervisning / workshop.
God fornøjelse med din parkour træning. 🙂